Terapi

Psykologhjælp ved autoimmune sygdomme

Når sygdommen påvirker mere end kroppen

At leve med en autoimmun sygdom kan påvirke langt mere, end det fysiske helbred. Sygdommen kan også ændre den måde du ser dig selv på, påvirke dine relationer og skabe usikkerhed om, hvad din krop kan, både nu og i fremtiden.

Mange autoimmune sygdomme er helt eller delvist usynlige for omverdenen. Derfor kan det være svært for andre at forstå, hvor meget sygdommen fylder. Måske oplever du, at dine symptomer bliver overset, eller at du ikke føler dig "syg nok" til at tale om det. Måske bruger du samtidig meget energi på at få hverdagen til at se normal ud.

Sygdom kan vække mange forskellige følelser: sorg over det, du har mistet, frustration over kroppens begrænsninger, frygt for fremtiden eller ensomhed i en situation, som andre ikke helt kan sætte sig ind i. Der kan også opstå skam eller usikkerhed, hvis sygdommen påvirker dit udseende, din identitet eller den måde, du indgår i sociale sammenhænge på.

Jeg har særlig erfaring med de psykiske følger af alopeci, herunder hårtabets betydning for selvbillede, identitet, relationer og følelsen af at blive set af andre.

I terapien kan vi blandt andet arbejde med:

  • Sorg, frustration eller vrede
  • Bekymringer om sygdommens udvikling
  • Ændringer i selvbillede og identitet
  • Følelsen af at være anderledes eller stå alene
  • Usikkerhed i sociale eller nære relationer
  • Kroppens begrænsninger og en forandret hverdag
  • At finde en måde at leve med sygdommen, uden at lade den definere hele dig

Hos mig er der plads til det, sygdommen gør ved dig – også det, andre måske ikke kan se. Du skal ikke bære det alene, bare fordi det er svært for omverdenen at forstå.

← Tilbage til forsiden