Når rusmidlerne er blevet en måde at holde det svære ud på
Måske oplever du, at alkohol, hash, kokain eller andre rusmidler fylder mere, end du ønsker. Du har måske forsøgt at skære ned eller stoppe, men vender tilbage til det, selvom du mærker konsekvenserne for dit helbred, dine relationer eller din hverdag.
Misbrug og afhængighed opstår sjældent ud af ingenting. Rusmidler kan være blevet en måde at dæmpe uro, ensomhed, skam eller smerte på – en midlertidig pause fra tanker, minder eller følelser, der ellers bliver for svære at være i. Det betyder ikke, at konsekvenserne ikke er alvorlige, men det betyder, at adfærden ofte har haft en funktion.
Jeg tilbyder terapi til dig, der ønsker at forstå, hvad rusmidlerne gør for dig, hvad de hjælper dig væk fra, og hvad du har brug for, for gradvist at kunne vælge anderledes.
Sammen kan vi blandt andet undersøge:
- Hvad der udløser trangen til rusmidler
- Hvilke følelser eller situationer du forsøger at håndtere
- Sammenhænge mellem misbrug, traumer og opvækst
- Skam, skyld og konsekvenser for dine relationer
- Tilbagevendende mønstre og tilbagefald
- Hvad der kan træde i stedet for rusmidlerne
- Hvordan du kan skabe mere stabilitet i dit liv
Jeg har erfaring med behandling af misbrug og afhængighed, særligt når det hænger sammen med traumer, psykiske belastninger eller vanskelige opvækstvilkår. Jeg møder dig med en forståelse for, at din adfærd giver mening i lyset af det, du har været igennem.
Du behøver ikke have besluttet dig for, hvordan hele dit liv skal se ud, før du tager kontakt. Vi kan begynde med at forstå, hvor du står nu, og arbejde videre derfra, i dit tempo.
Har du behov for afrusning, substitutionsbehandling eller akut misbrugsbehandling, skal du kontakte egen læge eller din kommunale rusmiddelbehandling.